Af Laura Ragnhof.
Jeg ser nogle gange unge kvinder i bybilledet gå rundt med et underligt lettere forbavset udtryk i ansigtet og med et lidt fjernt indadrettet blik.
Og har undret mig over hvad det betød og hvor jeg havde set det før.
Indtil jeg så ligheden på Instagram. De går rundt og ligner deres profilbillede. Eller er klar til at blive taget til Instagram eller andet SeMig medie.
Det må være et frygteligt pres tænker jeg. Altid at skulle være klar. Både til at tage en selfie, eller til at blive taget/tagget af andre.
Da jeg voksede op var du aldrig i tvivl om at nu blev du fotograferet. Man blev stillet op og skulle kigge på den der fotograferede og sige ost på engelsk.
Ofte i familieregi. Hvis min mor tog billederne skulle man være heldig hvis ens øverste del af hovedet kom med. Til gengæld var der massere af luft under benene. Næsten som om vi svævede. Og der blev højst taget 2 billeder. Men vi fik ikke mindre luft under benene af den grund.. Og der gik mindst et halvt år før vi så resultatet.
Og så var der altid billeder man helt havde glemt var blevet taget. Nogle gange var der fire årstider på en film med 24 billeder.
Selvportrætter var forbeholdt professionelle kunstnere og en alvorlig sag.
Da jeg nåede til selfie alderen var det en foto/pasfoto automat man gik ind i . Var du som jeg en smule privat og blufærdig kunne det godt være en overvindelse at bevæge sig ind i sådan en automat. Jeg følte lidt at jeg gjorde noget forbudt og udså mig automater på afsides liggende steder. Forbudt - for med mindre det var et foto med en plausibel anvendelse - som buskort, pas, knallertkørekort, mm. så var det at gå ind og tage et billedee af sig selv tegn på at du var selvoptaget - og det var et fy-ord hvor jeg kommer fra.
Det generede mig altid at der ikke var en dør man kunne lukke, men kun et forhæng - og det forhæng var kun halvt - meget mærkeligt - som om ens ben ikke betød noget.
Det var en stressende affære - pengene skulle i - stolen skulle drejes i rigtig højde - og selv om jeg syntes jeg var omhyggelig kom jeg ofte ud enten skalperet eller lidt lusket forneden med et forskrækket udtryk i blikket. Eller lettere skeløjet. Og i tre eksemplarer.
På et tidspunkt rendte min bonusdatter rundt med en selfiestang.... og pludselig så jeg en iPhone komme svævende ind bagfra over mit hoved og jeg for væk og sagde “ det der gør du bare ikke uden at spørge først og du offentliggør det absolut ikke nogen steder” .... hun blev sgu helt forskrækket og jeg kunne se en giga generationskløft gabe mellem os. Føler ellers jeg er rimeligt med på beatet(siger man stadig det?) men jeg kunne samtidig høre mig selv med en skinger stemme nærmest lyde som gammel nordamerikansk prærieindianer sige “ du tager min sjæl” og jeg talte om retten til at bestemme over mit ansigt og privatliv og lige før jeg dragede noget krænkelse ind i det. Hun ville egentlig bare tage et billede sig selv og af sin mærkelige bonusvoksen sammen - og hun spurgte undrende “
Jammen vil du da ikke gerne ses?
Og jeg måtte svare - næe egentlig ikke.... ikke på den måde ihvertfald. Vil gerne ses med folk, eller for noget jeg gør, siger eller laver. Men jeg vil helst ikke ses på.
Laura Ragnhof